TIK Funday 2025 med borgmesterklip og nye aktiviteter for hele familien
Taastrup Idrætscenter (TIC) kommer til at summe af aktivitet, når Taastrup Idrætsklub (TIK) er klar med et overflødighedshorn af idrætsaktiviteter for store og små 24. august 2025.
Det skal være sjovt at få sved på panden i Taastrup, og derfor er den lokale flerstrengede idrætsforening TIK igen i år klar med åben hus-dagen TIK Funday. I år får dagen en ekstra dimension, fordi det også er dagen, hvor den første etape af Folkeparken åbner med en ny ankomstplads ved TIC.
”Fra Taastrup Idrætscenters side glæder vi os til at vise den nye ankomstplads foran centeret frem til alle brugere og gæster. Vi håber, at det nye look og tilføjelsen af opholdssteder og fitnessområde vil komme alle til glæde. Det er første etape af Folkeparken, og vi venter alle spændt på at kunne sætte de næste etaper i gang. TIC’s bestyrelse og ledelse arbejder sammen med Høje-Taastrup Kommune på at gøre TIC til et moderne og attraktivt aktivitets- og mødested for kommunens borgere,” siger Søren Leth, chef i Taastrup Idrætscenter.
Borgmester Michael Ziegler klipper snoren til den nye plads kl. 10.45, hvorefter idrætsaktiviteterne begynder.
Årets TIK Funday rummer flere nye aktiviteter. TIK har inviteret en håndfuld udvalgte foreninger til at være med på dagen – stadig med fokus på sjov og fællesskab.
”Vi er glade for at kunne udvide programmet med flere tilbud, så i år er der fx også fitness, fægtning og dart på programmet. Selvfølgelig kombineret med alle de populære og kendte aktiviteter,” siger Karsten Weikop, der er en del af aktivitetsudvalget bag Funday, og fortsætter:
”Vi vil også gøre en ekstra indsats for, at voksne kan finde træningspartnere til den kommende sæson, fx inden for badminton, padel og tennis. Så bliver det nemlig sjovere med en aktiv fritid.”
Familien Stenalt glæder sig til en dag med bevægelse, fællesskab og nye oplevelser
Ambitionen med TIK Funday er at inspirere flere til en aktiv fritid med idræt i foreningslivet. Hos familien de Laurent Stenalt falder den ambition helt naturligt – her er sport og bevægelse en vigtig del af hverdagen, både sammen og hver for sig.
Familien flyttede fra Valby til Taastrup i december 2022 og har siden kastet sig ind i det lokale foreningsliv med stor entusiasme. Gennem Familiefræs og Boost din form med HIIT i gymnastikforeningen, tennisklubben og Taastrup Løbet har de ikke bare fået sved på panden, men også udvidet deres netværk og fundet nye fællesskaber i Taastrup.
“Vi har set det som en naturlig måde at blive en del af lokalsamfundet,” fortæller Anne de Laurent Stenalt. “Og vi vil gerne vise og videregive den store glæde ved bevægelse, sport og foreningsliv til vores to børn, Winston og Skjold.”
Til TIK Funday glæder familien sig til at prøve bueskydning og skal helt sikkert forbi tennisbanerne. Men de vil også lade sig inspirere af de mange spændende aktiviteter og se, hvad drengene finder interessant på dagen. “Det er spændende at prøve noget nyt, og netop dét giver et arrangement som TIK Funday mulighed for,” siger Kasper de Laurent Stenalt. Winston glæder sig mest til tennis, mens Skjold ser frem til at have det sjovt og prøve noget nyt.
Familien er allerede godt engageret i TIK. Winston går til gymnastik (Tumlebierne) og tennis. Skjold elsker Familiefræs i vinterhalvåret og har gået til svømning. Anne spiller tennis og er i sommer startet til Boost din form med High Intensity Interval Training. Kasper løber før arbejde, men deltager flere gange årligt sammen med Anne – og til tider drengene – i Taastrup Løbet, der afholdes hver måned af TIK Løberne.
“Vi synes generelt, der er mange gode idrætstilbud et slapt stenkast fra, hvor vi bor i Taastrup. Det er noget af det mest positive ved at være flyttet hertil,” siger Anne de Laurent Stenalt.
Program til TIK Funday 2025
- Kl. 10.45 Borgmester Michael Ziegler (C) åbner det nye ankomstområde ved TIC
- Kl. 11.00 – 14.00 Gratis aktiviteter for hele familien i og omkring TIC
- Kl. 14.00 Gratis grillpølser til alle ved TIK Klubhus
Aktiviteter i år: Spejder, flødebolleløb, fægtning, minigolf, padel, tennis, volley, håndbold, badminton, gymnastik, floorball, karate, bueskydning, fitness (inde og ude) samt bumper ball.
Se mere på tik.dk/funday


