Der er ikke lang tid til den årlige pokalfest, der afholdes lørdag den 25. januar 2020, og vi regner jo med at du allerede har købt billet – hvis ikke, så se her.
På samme måde som sidste år kan du på forhånd få at vide hvem som er indstillet til de 3 forskellige pokaler, som vil blive uddelt under pokalfesten.
Her kan du læse hvem hvor er indstillet til Dagbladets ungdomslederpris. Prisen uddeles til en ungdomsleder, der har gjort en stor indsats for sin afdeling, og som har været et godt eksempel for de unge (en ungdomsleder behøver ikke at være en ‘ung’ leder).
1 – Martin Damsbo, TIK Bueskydning
Martin Damsbo har siden starten af 2016 været compound træner for Talentcenteret i TIK, hvor skytter i alderen fra 15-20 år fra Sjælland, har fået træning af Martin, der har sat dem i stand til at vinde U-EM og U-VM medaljer. Martin kører ved siden af en Semi-professionel karriere som trofast Wordcup deltager ude som inde. Han er den skytte i verden der har været til flest worldcups siden de startede i 2006. Han er oppe på 52 ud af 55 mulige!
2 – Nicky Kvist, TIK Håndbold
Nikki har gennem sine 6 år som seniorspiller på TIK´s første hold, samtidig haft overskud til arbejdet som ungdomsleder. Her har han været træner for forskellige ungdomshold og altid stillet op til alle former for frivilligt arbejde i klubben. Han siger aldrig nej til en opgave og specielt ikke, hvis det kan gavne ungdomsholdene.
Nikki er kendt som den glade dreng med et hjerte på størrelse med den ”veltrænede” mave. Han er elsket af alle unger i klubben, som kender ham. Af samme årsag har han sin egen fanskare til senior-kampene fra ungdomsafdelingen, hvor han tilbedes med banner af ”Bumle”. Man er heller aldrig i tvivl, når Nikki laver mål – der jubles altid lidt højere.
Hans status er velfortjent, fordi hans glade sind smitter, og skaber god og tryg stemning uanset om det er blandet klubbens unge spillere eller blandt kammeraterne på seniorholdet. Nikki vil have alle har det godt, og bruger gerne tid på at hjælpe yngre spillere med deres problemer, om det er af personlig eller sportslig karakter.
Indstillerne er ikke i tvivl – Nikki er en rigtig TIK-dreng/leder som til daglig trækker et stort læs. Han har fortjent pokalen.
3 – TIK Gymnastik træner teamet
TIK gymnastiks konkurrenceafdeling har verdens bedste træner team.
Camilla Olsen, Louise Tarp Jørgensen, Sofie Jørgensen, Elizabeth Jørgensen, Louise Jørgensen, Jessica Olsen og Nicoline Sachmann, ligger rigtig mange timer i hallen med alle vores dygtige konkurrencegymnaster.
Udover den daglige træning, tager de med til alle nationale og internationale konkurrencer i løbet af året. Som træner for konkurrence gymnaster bruger man rigtig meget af sin fritid på forberedelse, kurser og rejser.
Foruden at træne alle vores konkurrencehold, har trænerne på egen opfordring startet 2 begynderhold op. Disse to rytmepigehold, træner pt 1 gang om ugen med fokus på grundtræning og på at have det sjovt. Målet med disse to hold er blandt andet at kunne rekruttere fremtidige konkurrencegymnaster. Der er lange vente lister på disse 2 hold og pt arbejdes der på evt. at starte endnu et hold op i ny sæson. Der er stor ros fra forældrene på disse hold.
Selvom der er en helt klar fordeling af holdene imellem trænerne, samarbejder konkurrence trænerne på kryds og tværs. Der er en stor respekt for hinanden indbyrdes i gruppen og netop derfor fungerer samarbejdet så godt. Trænerne sørger desuden for at holde træner møder flere gange årligt.
Som konkurrence gymnast, ligger man mange timer i hallen, derfor er det vigtigt at have holdkammerater omkring sig der kan give støtte og opbakning. Derfor sørger trænerne for at holde sociale arrangementer, hvor der bl.a. ligges fokus på at være sammen og have det sjovt med andet end gymnastikken. Dette går hånd i hånd med en af konkurrence afdelingens visioner, at være en god venskabs klub. Det blev derigennem indført at man inden og efter hver træning gav hinanden hånden eller en high five, på tværs af alle aldersgrupper.
TIK Gymnastiks træner team, har igennem årene tiltrukket flere gymnaster udefra. De fortæller at de kommer til en træner gruppe der er villig til at bruge tiden i hallen, samt rejse med dem ud til konkurrencer. Derudover roses trænerne for at se pigernes individuelle styrker.
Trænerne er alle selv tidligere konkurrencegymnaster, og har derigennem en stor forståelse for hvad pigerne går igennem hver dag, både privat og til træning. Det kræver meget at være konkurrence gymnast både mentalt og fysisk. Derfor er det jo endnu bedre at der i træner gruppen, både er fysioterapeuter og pædagoger.
4 – Benny Lång, TIK Karate
Benny Lång har igennem 5 år været den ledende træner i Taastrup Karate, hvor han gennem en jordnær stil og ligefrem facon har formået at formidle karate og dygtiggøre en lang række karate elever.
Der har været tale om et langt og sejt træk som samtidig har været med til at udvikle Benny undervejs dels som menneske, underviser og sandelig om der ikke blev tale om en fremgang fra anden dan til tredje dan (sort bælte) undervejs. Aktiv deltagelse i forbunds aktiviteter og stævner vidner om et meget stort engagement, som smitter blandt klubbens mange medlemmer.
Det er intet mindre end en bedrift og et tegn på en fuld dedikation til Karate og Taastrup Karate, hvilket aftvinger stor respekt.
De indstillede til Lokalavisen Taastrups Pokal, som jo er hovedpokalen, offentliggøres fredag 17. januar.
Pokalerne blev i 2019 uddelt til:
* U16 holdet, Håndbold (Lokalavisen Taastrup pokal)
* Britta Bahn, Klubhuset (Taastrup Erhvervsforenings pokal)
* Jette Hansen, Gymnastik (Dagbladets ungdomsleder pris)