Farvel til Vibeke Franzen
Efter mere end 25 års virke som formand for Veteransport i TIK, valgte Vibeke på generalforsamlingen den 24. marts at stoppe og dermed sige farvel til sit livsværk – motion for ældre.
Dermed slutter en epoke, idet Vibeke startede Veteransport og udviklede denne sportsafdeling til den største i TIK med 827 medlemmer – alle over 60 år.
Det er en helt enestående indsats for veteranerne i Taastrup, som her har fået og har en stor mulighed for motion på mange forskellige idrætshold. Og samtidigt hyggeligt samvær i klubhuset efter endt træning.
En indsats der uden tvivl medvirker til en god livskvalitet – en sund sjæl i et sundt legeme. Vibeke har gjort et mangeårigt kæmpearbejde for motionen, og det skylder vi hende en STOR TAK for.
Og goddag til Knud Janum
For at sikre videreførelsen af Veteransport har Knud Janum indvilliget i at overtage jobbet som formand for afdelingen. Knud har været medlem af TIK, siden han var dreng, hvor han begyndte at spille fodbold. Han har også været træner og fik her Dagbladets Ungdomslederpris.
I de sidste 10 år har Knud været medlem af Veteransports bestyrelse som næstformand. Og Knud er ansvarlig for bowling-holdet. Ligesom han i flere perioder har været valgt til Idrættens Samråd.
Det er således en erfaren TIK’er, som nu har taget tøjlerne i Veteransport.
Tak fra Vibeke
Efter generalforsamlingen blev der afholdt afskedsreception for Vibeke hvor rigtig mange var mødt op for at sige Vibeke tak for det store arbejde hun har gjort for TIK gennem rigtig mange år.
Vibeke har efterfølgende sendt dette:
Tak til de mange der mødte op til markeringen af denne dag for mig. Veteransports medlemmer, Taastrup Idræts Center, Svømmehallen, Fritid og Kultur, Kontaktgruppen for Sociale Foreninger, FN-Gruppen, Taastrup Idræts Klub, Kunstforeningen Foyer`en og Veteransports bestyrelse.
Det blev en stolt og glædelig dag på mange positive måder som jeg vil kunne glæde mig over fremover. Der var mange tanker der fløj igennem hovedet på mig. Ligeledes perioden efter den 24. marts har været en speciel periode med vemodighed og virkelig at forstå, at det nu er slut. En ting kan jeg sige, jeg har aldrig fortrudt en dag i Veteransport, hvor jeg har været sammen med Jer. Det var helt overvældet med de mange kort og breve og ikke mindst de mange gaver. Jeg kunne desværre ikke nå at pakke de mange gaver op i det tidsrum der var til rådighed Det har jeg haft tid til de følgende dage.
Der var mange gaver, blandt andet et grydesæt i 4 forskellige størrelser og 2 stegepander (vi har fået et nyt komfur), kaffemaskine, lysestage, gavekurve med vin/kaffe og dejlige lækkerier, sportstaske (med godt indhold, fodbold, håndklæde), to stole og et bord til haven, nyt tastatur til computeren, påskeæg i glas og i mange forskellige spiselige påskeæg, mange æsker chokolade, vinflasker, gavekort til Matas, Imerco og andre og ikke mindst blomster.
Der skal fra min side udtrykkes de bedste tanker og håb for fremtiden til Veteransport. Brug Jeres inspiration til at udvikle, ikke gå i stå. I har alle mulighederne for forsat at dyrke aktiviteter, bruge Klubhuset, Fritid og Kultur. Høje-Taastrup Kommune og andre samarbejdspartnere.