Floorball i Taastrup, start 27/1

Opfyld dit nytårsforsæt med motionsfloorball som ny aktivitet hos TIK

Hvis dit nytårsforsæt handler om at dyrke mere motion, tabe et par kilo eller møde nye mennesker, så er TIK klar med løsningen. Nemlig med motionsfloorball som en helt ny aktivitet i foreningen.

Det er sjovt, det er sundt og alle kan være med. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men den er god nok, når det kommer til motionsfloorball.

Alle niveauer kan være med
Floorball er en begyndervenlig stavsport, som skyder mere og mere frem både blandt voksne og børn. Spillet er intenst, sjovt og simpelt. Spillets få regler gør det nemt for nye at komme i gang og for spillere med forskellig erfaring at spille sammen.

”Motionsfloorball er på kort tid blevet et hit i de danske idrætsforeninger, fordi det ikke stiller store krav til fysikken eller kendskabet til spillet. Reglerne er simple, og det kræver faktisk kun et par indendørssko”, siger Jens Hagbarth, der er floorballkonsulent i Bevæg dig for livet

På programmet i 2020
Hos den flerstrengede idrætsforeningen TIK er der debut for motionsfloorball mandag 27. januar kl. 19.00 til 21.00 på Mølleholmskolen. Det er gratis det første tre gange, og der er træning hver mandag til og med uge 17.

”Vi har haft stor succes med at spille floorball til TIK’s FunDay de seneste to år, men det er først nu, vi laver det som en aktivitet med hjælp fra Bevæg dig fra livet. I første omgang bliver det som en del af TIK Gymnastiks tilbud, og vi glæder os vildt til at se, hvad det kan blive til”, siger Karsten Weikop, der sammen med Jette Hansen er initiativtagere.

Perfekt til den travle familie
Når floorball er blevet så populært på kort tid, skyldes det, at alle kan spille sammen og få en god oplevelse, uanset niveauforskelle. Konceptet bygger på 3-mandsfloorball i en uformel ramme, hvor fællesskab og gode oplevelser vægtes højt. Det gælder også hos TIK, hvor både kvinder og mænd uanset niveau kan være med og spille sammen.

”Vi håber, vi kan vække interessen hos voksne, der gerne vil have sved på panden på en sjov og uforpligtende måde. Floorball er nemt at gå til, du er ikke afhængig af at skulle træne flere gange om ugen eller spille kamp hver weekend. Så det passer fint ind i travle familiers hverdag. I første omgang er træningen derfor for mænd og kvinder, der er fyldt 20 år. Men vi pønser allerede nu på at lave noget for hele familien”, siger Jette Hansen og fortsætter:

”Så det er bare at komme forbi Mølleholmskolen 27. januar. Vi er klar til at tage godt imod, og vi har en erfaren træner med fra DGI til at hjælpe alle godt i gang”.

Kom med
Den første træning er 27. januar 2020 kl. 19.00 – 21.00 på Mølleholm Skolen i Taastrup. Husk indendørssko, TIK sørger for bolde og stave. Det er gratis at prøve de første tre gange. Og skulle du misse de første par gange, er der træning hver mandag frem til uge 17. Se mere på TIK’s Facebookside, hvor man også kan forhåndstilmelde sig

For mere information

Karsten Weikop, TIK, tlf. 26 16 06 06, e-mail: floorball@tik.dk
Jette Hansen, TIK, tlf. 61 30 64 78
Jens Hagbarth, Bevæg dig for livet, tlf. 50 89 18 18

Få TIK-Nyt hver uge!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.