Gymnastik siger TAK

Søndag den 7. april havde TIK Gymnastik deres gymnastikopvisning. Alle sæder i Taastrup Idræts Center var fyldt og der måtte sættes ekstra stole ind.

Udover at dagen bød på en masse flot gymnastik, så blev der også uddelt pokaler.

Først blev Ejler Olsens Mindepokal uddelt. Det er mindepokalens formål at anerkende en person i TIK-Gymnastik for at ha­ve gjort en særlig prisværdig ind­sats.

Årets pokalmodtager blev Brit Halstrøm, har været med i TIK-Gymnastik i mange, mange år. Hun startede som gymnast selv og blev senere vokseninstruktør. Hun er kendt for sit store smil og sine kvikke bemærkninger. Brit startede i springgymnastikken, men som instruktør oprettede hun et hold med træning på store bolde. Det var meget populært den gang, men så skiftede interessen. Brit var ikke sen til at finde på noget andet, og kører nu cirkeltræning, hvor både mænd og kvinder i den grad får sved på panden – og trænet lattermusklerne. Holdet er fuldt booket – og de fleste kommer hver gang. For på hendes hold er plads til både alvor og sjov, og hun er god for en kæk bemærkning til dem, som snakker på de bagerste rækker. Brit har også været med til at planlægge events og er god til at hive sine gymnaster med til opvisningen. Og så er hun altid klar med en hjælpende hånd ved andre arrangementer som fx Funday.

Spring afdelingen uddelte to priser. Prisen for Årets Gymnast som gik til Emil Thomsen, fordi han havde rykket sig rigtigt meget og holdt stor fokus på sin træning. Årets hjælpetræner fik til Amanda Bjerg Thygesen, fordi hun er altid er meget smilende og hjælpsom, rigtig god til ungerne, og altid klar med en god leg.

Stort tillykke med pokalerne til Britt, Emil og Amanda.