Stafet for Livet 2020

TIK støtter kampen mod kræften og støtter også ‘Stafet for Livet 2020’.

Hvad er stafet for livet – Høje-Taastrup?

Stafet For Livet er et døgn, hvor vi sætter fokus på kræftsagen, kæmper sammen og fejrer livet. Det er en anledning til at mindes dem, vi har mistet, og give håb til dem, der kæmper. Stafet For Livet er fællesskab, oplysning og indsamling – for kampen mod kræft.

Kan alle være med?

JA! Grundet Covid-19 afvikler vi i år stafetten som en online stafet. Dvs. at alle, familie, venner, kolleger, naboer og min fætter i Jylland eller Frankrig, kan melde sig til, og så gå eller løbe med i stafetten. Fra den 5. sep. Kl. 10.00 til den 6. sep. Kl. 10:00 er det bare at komme ud i ens lokalområde og gå eller løbe. Og nej, det er ikke et krav at man skal være med i alle 24 timer.

Jeg har ikke noget hold!

Er I bare 2 personer kan I lave jeres eget hold. Og ellers har vi et åbent hold, hvor ALLE kan være med. Det er bare at melde sig på, og så er man en del af dette års stafet for livet.

Hvad koster det at være med?

100 kr. for voksne, og 50 kr. for børn. Og pengene går til kræftforskning, patientstøtte og oplysning om kræft.

Hvor skal vi være som hold?

Grundet Covid-19 kan vi desværre ikke mødes på pladsen ved TIK hallerne. Derfor opfordrer vi holdene til at mødes privat, og i fællesskab afvikle stafetten. Men i år er der også mulighed for at alle kan være med. Dvs. hvis ikke man har mulighed for at mødes fysisk, kan man stadigvæk være med. Hver person kan via app’en indberette hvor mange km de har gået for holdet. Og selve stafetten vil kunne følges på Facebook.

Er der en lysceremoni i år?

Ja det er der. Men igen, vi kan pga. Covid-19 ikke mødes og mindes alle sammen. Men vi vil streame live på Facebook fra lysceremonien så alle kan følge den lørdag aften. Hvis dit hold vil afholde jeres egen private lysceremoni, vil det i år også være muligt. Vi skal blot vide det når I køber lysposer, og så får vi det arrangeret så I får poserne ud til jeres hold.

Hvad med fighterne?

En fighter er en person, som har eller har haft cancer. Fighterne er vores æresgæster! Og det vil de selvfølgelig også være i år. Men, da de er i risikogruppen, vil vi hylde dem på afstand. Det betyder at vores fightergruppe tager ud til hver enkelt fighter, og med afstand overrækker dem deres fighter t-shirt og en lille overraskelse. Og så vil vi løbende via vores online stream hylde dem i løbet af de 24 timer.

Må vi lave en rute i vores lokalområde?

Meget gerne. Faktisk håber vi at de enkelte hold vil oprette ruter i deres lokalområde, og så evt. dele det med andre i samme område, så flere ved at der er stafet for livet i deres lokalområde.

Hvad med runde sponsorater, kan vi have det i år?

Hvis I som hold har skaffet en rundesponsor, kan I sagtens have det. Dog tæller vi i år ikke runder, men antal kilometer. Og det vil nu alene være via app’en at der tælles, så det er vigtigt at jeres holdmedlemmer husker at indberette det de har gået / løbet via app’en.

Yderligere information og tilmelding på hjemmesiden via dette link  https://www.stafetforlivet.dk/stafet/hoeje-taastrup kan du få nærmere information og oprette et hold eller tilmelde dig et hold. Du kan også holde dig orienteret på Stafettens Facebook side.

 

Få TIK-Nyt hver uge!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.