Vagtskifte i Taastrup Idræts Center

Næsten 1000 mennesker får hver dag pulsen op, sved på panden og styrket foreningsfællesskabet i Taastrup Idræts Center (TIC). Efter 20 år giver Claus Hillemann nu depechen videre til Lotte Lund Olsen, der bliver ny centerchef i Taastrup Idræts Center.

Claus Hillemann”Ideen med Taastrup Idræts Center har ikke ændret sig i min tid; nemlig at kunne lægge faciliteter til idrætsforeningerne i Høje-Taastrup Kommune. Udvikling har der været meget af, og idrætsforeningerne har fået et godt samarbejde og en god dialog til gavn for idrætten”, siger Claus Hillemann.

Claus Hillemann blev ansat i 2002, og han går nu efter 20 år på velfortjent pension.

 ”Jeg har haft en dejlig tid her. Jeg kan vist ikke sige det bedre end, at jeg igennem alle år har nydt at møde ind hver morgen og møde alle de glade mennesker, der kommer for at være aktive i TIC”, siger han.

Erfarne kræfter tager over

Det var et enigt ansættelsesudvalg, der ud af 25 kandidater alle pegede på 55-årige Lotte Lund Olsen som ny centerchef. Hun er vokset op i en rigtig foreningsfamilie i Karlslunde i en søskendeflok på fire, hvor alle spillede badminton. Som badmintonspiller vandt hun flere internationale turneringer og deltog i OL i 1996. Men også håndbold, svømning, tennis og cykling har været på programmet.

”Jeg kendte allerede TIC fra min tid som badmintonspiller, hvor jeg har spillet indtil flere sjællandsmesterskaber. Jeg har altid haft et indtryk af, at det er et sted med styr på tingene, og hvor man bliver taget godt imod. Men også et sted hvor idrætsudøvernes behov står i centrum med rigtig gode faciliteter”, siger Lotte Lund Olsen og fortsætter:

”Jeg har jo et bredt kendskab til mange idrætsgrene. Men fælles for alle er, at jeg med mine mange år i eliteidrætten har fået en meget disciplineret måde at arbejde. Jeg har også oplevet, hvor meget man kan få til at ske, når man er en del af et fællesskab”, siger hun.

Et flagskib

Lotte Olsen
Lotte Olsen

Lotte Lund Olsen bor i Kirke Hyllinge og har blandt andet arbejdet med regnskab, som sportschef og senest som halinspektør i Holstebro Kommune. Hun kender derfor værdien af et godt træningsmiljø, gode faciliteter og et servicemindet halpersonale.

”Jeg ser TIC som et flagskib for idræt og foreningsliv, og det skal det blive ved med at være. Det er vigtigt for mig, at det er en fælles ambition for alle os, der er involveret i driften og udviklingen af TIC. Vi ser jo desværre rundt omkring i landet, at andre haller uddør, fordi de ikke følger med tiden. Jeg glæder mig til at komme i gang sammen med de dygtige ansatte og frivillige”, siger Lotte Lund Olsen.

Der har altid været styr på det

Taastrup Idræts Center er drevet af en bestyrelse, der består af repræsentanter fra idrætsforeningerne og kommunen. Her er der ros til både den afgående centerchef og den kommende centerchef.

”Vi har i Claus haft en kompetent, pålidelig og dygtig sparringspartner. At han har været med i så mange år har været vanvittigt vigtigt for både dagligdagen og udviklingen af TIC, fordi der altid har været styr på det. Vi kommer til at savne ham, men heldigvis har vi med Lotte fået en super kvinde på posten”, siger Karsten Weikop, der for formand for TIC og fortsætter:

”I ansættelsesudvalget var vi slet ikke i tvivl om, at det skulle være Lotte. Hun kommer med et stærkt CV indenfor idræt, faciliteter og ledelse, og hun brænder for udvikling. Jeg glæder mig til samarbejdet med hende”.

Fakta om TIC

Ca. 1000 mennesker bruger TIC hver dag

TIC har ni ansatte

TIC blev bygget i 1961 og er løbende blevet udvidet. Senest med fitnesscenter, padel-baner, legeplads og kunststofbaner til fodtennis og volley.

TIC er spredt over tre lokationer Taastrup Idræts Haller, Nybolig Park og Blåkilde Tennisanlæg

Få TIK-Nyt hver uge!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.