Er det at være foreningsleder kun at være træner for holdet? Som de fleste der er aktive i TIK og foreningslivet generelt ved, så er svaret nej.
At være foreningsleder er i dag meget andet og for at støtte op omkring det, så har Høje Taastrup Kommune etableret et foreningsleder akademi som har løbet de seneste 7 måneder og som blev afsluttet med reception på rådhuset den 22. marts 2018.
I alt deltog 20 foreningsledere fra hele kommunen og fra en bred vifte af foreninger, såsom sport (TIK, HTI, TGF), spejdere, teater- og kunstforeninger samt sociale foreninger. Fra TIK deltog Karsten Weikop.
Indholdet på kurset spændte meget bredt og indeholdt blandt andet:
- Ledelsesstil & ledelsesprincipper
- Konflikthåndtering
- Foreningernes ledelsesansvar
- Projektledelse
- Motivation gennem anerkendende ledelse
- Præsentationsteknik
- Politikker & strukturer på frivillighedsområdet
Både deltagerne og kommunen har været glade for akademiet – faktisk så glade at man allerede nu har besluttet at gentage akademiet igen til efteråret med et hold nye deltagere.
Hovedbestyrelsen i TIK opfordrer alle afdelinger i TIK til allerede nu at finde nye kandidater til akademiet. Såfremt man har spørgsmål, så er man meget velkommen til at kontakte Karsten Weikop.