Trods en regnende og blæsende start på 2023 var 350 børn, unge og voksne klar på en frisk gåtur 1. januar.
Det kan være sin sag at tage kampen op med sofaen, og det bliver ikke nødvendigvis nemmere, hvis hovedet er lidt tungt efter nytårsaften. Alligevel summede området omkring TIK’s klubhus af aktivitet, da der for andet år i streg var inviteret til Gå det nye år ind.
“Vi er meget imponerede over opbakningen til vores arrangement. Det gælder både fra de mange mennesker, der mødte op på dagen og fra de lokale butikker, der har sponseret præmier”, siger Karsten Weikop fra Taastrup Idræts Klub og fortsætter:
“Som idrætsforening vil vi gerne inspirere til en aktiv fritid og være mere til at skabe stærke fællesskaber. Jeg synes i den grad, at vi med fælles kraft er lykkedes med det, når vi afvikler et arrangement som Gå det nye år ind”.
Bingo i bevægelse
Konceptet bag Gå det nye år er enkelt. Man køber først en eller flere bingoplader. Så går man ud på 3 km eller 5 km, hvor man undervejs møder numre, der skal krydses af på pladen. Har man en eller flere rækker, venter der præmier, når man er retur, hvor der også er æbleskiver og varme drikke.
Henrik og Elisabeth havde taget turen fra henholdsvis Brønshøj og Glostrup for at være med for første gang. De havde set et opslag på Facebook og besluttede sig for at få en god start på det nye år.
”Det har været en rigtig god oplevelse at være med. Vi har fået frisk luft og endda præmier med hjem”, siger de.
Peter havde taget sine to børn Anna på 12 år og Carl på 3 år med på tur. Her mødte de Siff, der arbejder i Carls daginstitution. Det var også et hyggeligt gensyn med Anna, som også har gået i samme institution.
”Vi hørte om Gå det nye år ind sidste år, efter det var blevet afviklet. Så i år skulle vi med, og selvom min kone er på arbejde som sygeplejerske. Det er en dejlig start på det nye år”, siger Peter og suppleres af Siff:
”Jeg vidste, jeg ville med i år, og det har været rigtig godt og ikke mindst hyggeligt at møde andre mennesker på turen”.
Sæt kryds i kalenderen
Arrangørerne har allerede datoen på plads i 2024, hvor Gå det nye år ind igen bliver afholdt 1. januar kl.11.00. Se mere på begivenheden “Gå det nye år ind 2024” på Facebook